Hjem
Din placering: Hjem > sygdomme > Tekst

Dykkersyge

 
dykkersyge dykning

I løbet af de sidste 10-20 år er dykning blevet meget populært, både i farvandene herhjemme og under ferie i udlandet. Dykning er dog ikke ufarligt. Man bør gennemføre sin dykkeruddannelse ved en godkendt dykkerskole og herefter sørge for at holde sine færdigheder ved lige. Dykning skal planlægges og gennemføres forsvarligt, og førstehjælps udstyr og relevante telefonnumre skal være ved hånden, hvis uheldet er ude. Endelig er det vigtigt at kende tegnene på dykkersyge og at kunne give korrekt førstehjælp til en tilskadekommen dykker.

Hvad er dykkersyge?

Dykkersyge - også kaldet trykfaldssyge - skyldes dannelse af kvælstofbobler i i blodbanen og kroppens væv. Boblerne kan opstå, når dykkeren bevæger sig mod havoverfalden, hvor det omgivende tryk er lavere end på den dybde, dykkeren kom fra. Tegnene på dykkersyge viser sig oftest kort tid efter afslutningen af dykket. Symptomerne er mangeartede, fra hovedpine, svimmelhed og træthed til ledsmerter, føleforstyrrelser, lammelser, i alvorligste tilfælde bevidstløshed eller død.

Ved mistanke om dykkersyge skal dykket straks afbrydes, førstehjælp sættes i gang og dykkemedicinsk assistance tilkaldes. Behandlingen er 100 procent ilt på ulykkesstedet og under transporten, samt rigelig væske. Dykkeren skal undersøges af en dykkerlæge, og det besluttes, om dykkeren skal behandles i trykkammer.

Hvorfor får man dykkersyge?

Kvælstof findes i den luft, vi indånder (i luften omkring os og i vores dykkerflasker). Under dykning optages store mængder kvælstof i kroppens væv. Dette skyldes, at dykkeren trækker vejret ved et tryk, der er højere end ved havoverfladen. Mængden af opløst kvælstof er afhængig af dykkets dybde og den tid dykket varer. Jo dybere og jo længere dyk, desto mere kvælstof optages i kroppen.

Dette er ikke noget problem, så længe dykkeren befinder sig under tryk. Når dykkeren påbegynder opstigning til overfladen, reduceres det omgivende tryk, og kvælstoffet frigives fra kroppen via lungerne, når dykkeren ånder ud. Sker opstigningen hurtigere end den optagne kvælstof kan frigives, vil kvælstoffet danne bobler i blod og væv ( ligesom en sodavandsflaske, der åbnes for hurtigt ).

For at minimere risikoen for bobledannelse og dermed dykkersyge er der udarbejdet forskellige tabeller, der viser sammenhæng mellem en given vanddybde og den tid, dykkeren kan være på bunden. Endvidere anbefales, at dykkeren foretager et sikkerhedsstop på fem meter, samt at opstigningshastigheden ikke overskrider 10 meter i minuttet. Har dykket været dybt eller langvarigt, kan det være nødvendig at foretage et eller flere stop på vej op, såkaldte dekompressionsstop.

Der er dog ingen garanti for at undgå dykkersyge, selvom tabellernes foreskrifter overholdes. Det skyldes, at risikoen for dykkersyge ikke kun bestemmes af dykkets dybde, længde og eventuelle sikkerheds/dekompressionsstop. Faktorer som kulde, strøm, hårdt arbejde og væskemangel har også betydning. Dertil kommer personlige karakteristika som alder, køn, fedtprocent og fysik. Kvinder har større risiko for dykkersyge end mænd. Ligeledes øges risikoen jo ældre dykkeren er og jo dårligere form han er i.

Hvordan føles dykkersyge?

Symptomerne på dykkersyge varierer, fordi kvælstofboblerne kan dannes forskellige steder i kroppen. Dykkeren kan klage over hovedpine eller svimmelhed, usædvanlig mathed eller træthed. Hun kan have hududslæt, smerter i et eller flere led, prikken i arme eller ben, muskelsvaghed eller lammelser. Sjældnere ses vejrtrækningsbesvær, chok, bevidstløshed eller død.

Symptomerne viser sig ofte relativt kort tid efter dykkeren har afsluttet dykket. Knapt 50 procent får symptomer inden for den første time efter dykningen, 90 procent inden for seks timer og 98 procent inden for det første døgn. I praksis vil det sige, at symptomer, der opstår senere end 24 timer efter dykket sandsynligvis ikke er dykkersyge. En undtagelse fra dette er, hvis dykkeren har fløjet eller kørt i bjerge. Det lave tryk kan i disse situationer udløse dykkersyge, også senere end 24 timer efter sidste dyk.

Hvad kan man selv gøre for at undgå dykkersyge?

  • Dyk indenfor dykketabellernes grænser.

  • Overhold opstigningshastighed på maksimalt 10 meter/minuttet.

  • Planlæg IKKE dyk, hvor det er nødvendigt med dekompressionsstop i vandet.

  • Hold tre minutters sikkerhedsstop på fem meters dybde.

  • Dyk ikke mere end tre dyk per dag.

  • Start med de dybeste dyk først, hvis du dykker flere gange på samme dag.

  • Hold en dykkefri dag efter to-tre dage, hvis du dykker flere dage i træk.

  • Undgå hårdt arbejde før, under og efter dykket.

  • Drik rigelig væske inden dykket. Væskemangel på grund af varme eller alkohol er farligt.

  • Vær i god fysisk form og veludhvilet. Sørg for regelmæssige lægecheck.

  • Hold mindst 24 timers pause efter dykning før flyvning/bjergkørsel. Efter dyk som kræver dekompression anbefales mindst 48 timers pause.

Hvis du eller en kammerat har symptomer på dykkersyge:

    1. Afslut dykket, - bevar roen.
    1. Hvis dykkeren er bevidstløs: giv trinvis førstehjælp .
    1. Tilkald hjælp. I Danmark: Kontakt Forsvarets Operationscenter, Redningscentralen (24 timer i døgnet) tlf. 89433099 eller via UHF/kortbølge. SOK indhenter råd fra vagthavende dykkerlæge og der arrangeres transport (helikopter/ambulance) til trykkammer. I udlandet : Check alarmnumre og behandlingssteder , eventuelt via DAN.
    1. Ånd ren ilt, hvis muligt. Undgå overanstrengelse. Drik rigeligt.

Det skal understreges, at enhver unormal tilstand efter et dyk, kan være dykkersyge. Derfor, kontakt SOK, hvis du er i tvivl, så der kan etableres kontakt til en dykkerlæge.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

I de fleste tilfælde kan dykkerhistorien, det vil sige oplysninger om antal dyk, dykkedybde, dykketid, opstigning og dekompressioner, samt oplysninger om medvirkende faktorer som kulde, strøm, arbejde og dykkerens fysik, give et fingerpeg om det kan dreje sig om dykkersyge.

Efter en grundig undersøgelse, der blandt andet indeholder undersøgelse af balance, koordination, følesans, reflekser og muskelkraft kan lægen udfra det samlede billede vurdere om dykkersyge er sandsynligt og beslutte om dykkeren skal behandles i trykkammer.

Udsigt for fremtiden

Milde former for dykkersyge kan fortage sig uden behandling eller ved ånding af 100 procent ilt på ulykkesstedet. Foreligger der mistanke om dykkersyge, skal dykkeren dog undersøges af læge, da tilstanden kan udvikle sig, selvom den umiddelbart synes ufarlig. Kommer dykkeren under behandling hurtigt, er chancerne for, at hun kommer sig uden mén, store. Jo længere tid, der går inden dykkeren behandles, desto større risiko for senfølger.

Efter behandling for dykkersyge skal dykkeren holde dykkepause. Pausens længde afhænger af dykkersygens sværhedsgrad og effekten af behandlingen, og aftales med dykkerlægen.

Hvordan behandles dykkersyge?

På dykkerstedet/under transport:

  • Trinvis førstehjælp, hvis dykkeren er bevidstløs.

  • 100 procent ilt på maske, 10-15 liter/minuttet.

  • Rigeligt at drikke.

  • Dykkeren beskyttes mod anstrengelse og kulde.

    På hospital:

Behandling i trykkammer. Et trykkammer er en ståltank, der kan sættes under tryk. Der findes trykkamre flere forskellige steder i Danmark, bl.a. på Rigshospitalet i København, Marinestation Holmen, Flådestation Frederikshavn og Aarhus Kommunehospital. Dykkerlægen afgør, hvor dykkeren skal behandles. I de fleste tilfælde foregår behandlingen på Rigshospitalet.

I trykkammeret kan trykket øges ved at dørene lukkes og der pumpes luft ind. Under en behandling for dykkersyge øges trykket, så det svarer til trykket på 18 meter vand. I enkelte tilfælde sættes trykket i kammeret til 50 meter. Under behandlingen ånder dykkeren ren ilt gennem en maske, derved udluftes det kvælstof, kroppen har optaget under dykket, hurtigere. På dybder mere end 18 meter og i øvrigt med passende mellemrum tages masken af, og dykkeren ånder almindelig luft. Dette sker for at minimere risikoen for iltforgiftning.

Gradvis sænkes trykket i kammeret, indtil dykkeren atter befinder sig ved overfladetryk. Behandlingen varer typisk 5-6 timer. Under hele behandlingsforløbet er der en specielt uddannet hjælper fra Søværnets Dykkerskole med dykkeren i kammeret. Under behandlingen følges dykkerens tilstand tæt med fornyet undersøgelse af koordination og balance, følesans m.m. Dykkerlægen sluses ind i kammeret ved behov, men forestår i øvrigt behandlingen udenfor kammeret i samarbejde med personel fra Søværnets dykkerskole og Rigshospitalet.

Efter behandlingen bliver dykkeren på Rigshospitalet i 24 timer, så man kan observere for eventuel forværring i tilstanden. I de fleste tilfælde er én behandling nok, men i enkelte tilfælde kan det være nødvendigt med flere behandlinger. Efter behandling for dykkersyge skal dykkeren holde pause fra dykning. Varigheden af denne pause aftales med dykkerlægen.

Hvilken medicin kan anvendes?

Der anvendes ikke medicin rutinemæssigt til behandling af dykkersyge.

Læs mere om REJSESYGDOMME

  • Højdesyge

  • Jetlag

  • Rejseapoteket

  • Hedeslag og solstik

  • SE OVERSIGT OVER ALLE ARTIKLER OM REJSESYGDOMME

Regler og rettigheder

  • Hvis du bliver syg eller kommer til skade i udlandet
    mere>>Bruger anmeldelser
    Kommentarer